Et mildt erhvervsklima

11. november 2023


Hvordan sikrer vi et mildt erhvervsklima som grundlag for fremtidens velfærd i Silkeborg Kommune?

Af borgmesterkandidat Steen Vindum (V) samt Nikolaj Møller Jensen og Kristian Pihl Lorentzen, hhv. næstformand og formand for Tænketanken for fremtidens Silkeborg Kommune.

 Vækst og velfærd går hånd i hånd

 I torsdags gennemførte vi det tredje i rækken af i alt 14 åbne debatmøder i regi af Tænketanken for fremtidens Silkeborg Kommune. Målet er at få en virkelighedsnær debat for alle interesserede på tværs af partier. Alt sammen som led i en ny form for politikudvikling, hvor det er borgerne, som får ordet.  

Aftenens hovedtema var erhvervspolitik – Hvordan sikrer vi et mildt erhvervsklima som grundlag for fremtidens velfærd i Silkeborg Kommune? Forud for en særdeles levende debat, hvor mange tog ordet, kom fremtrædende lokale erhvervsfolk med kort og klare indlæg om erhvervslivets rammer. Overordnet kan det slås fast, at Silkeborg Kommune ligger pænt i toppen på både erhvervsvenlighed og velfærd. Den seneste DI-undersøgelse i erhvervsvenlighed fra 2023 giver os en placering som nummer 13. Undersøgelsen peger dog på en række faktorer, der er negative for virksomhederne, herunder manglende erhvervsjord, høje byggesagsgebyrer og lang byggesagsbehandlingstid. De samme hæmmende faktorer blev fremhævet i flere af aftenens indlæg sammen med en stor stak ventende lokalplaner som et problem, der bremser investeringer, virkelyst og vækst. Vi må ikke komme ind på et spor, hvor kommunen bevidst eller ubevidst hæmmer erhvervsmæssig vækst og tilflytning. For det skal nemlig sikre vores fælles velfærd på længere sigt. Den nuværende erhvervspolitik fokuserer på arbejdskraft, fokus på iværksættere samt god service overfor kommunens 5500 virksomheder. Men der er som nævnt en række udfordringer, der skal tages hånd om i en fart, så vi ikke sætter tingene i stå, herunder hurtig sagsbehandling, rettidig lokalplanlægning og adgang til attraktiv erhvervsjord rundt i kommunen. Vi skal være langt mere på forkant. Ikke mindst med erhvervsjord og kommunal planlægning. Vækst og velfærd går hånd i hånd.

 På mødet var der også bred enighed om, at den trafikale infrastruktur spiller en afgørende rolle. Silkeborgmotorvejen er et bevis herpå. Nu skal vi samle kræfterne om at sikre færdiggørelse af Hærvejsmotorvejen i vor tid. Det er naturligvis ikke nok at bygge motorvej mellem Klode Mølle og Løvel samt Give og Billund – strækninger, som er finansieret. Vi skal videre! Målet er, at vi snarest muligt får en sammenhængende motorvej helt til Haderslev som fremtidssikring af vejkapaciteten nord-syd i Jylland. Ikke mindst Silkeborg Kommunes erhvervsliv og borgere vil drage stor nytte af dette samt et motorvejskryds ved Pårup med deraf følgende fornyet erhvervsmæssig vækst i den vestlige del af kommunen.

 En vigtig pointe fra mødet var også, at vi skal have fokus på mulighederne i den grønne omstilling. Mange lokale virksomheder er allerede godt i gang med at skabe jobs og tjene penge på bæredygtige løsninger. Men mange flere kan komme med på vognen, især hvis de har modet til at rykke som nogen af de første. Både lovmæssig regulering i EU og nationalt samt kundernes efterspørgsel leder frem mod grønne satsninger. Lad os vise den grønne vej her i Midtjylland.

Også turismeerhvervet blev debatteret. Silkeborg har med enestående midtjysk natur en styrkeposition, som mange misunder. Silkeborgsøerne, Tange Sø, Gudenåen, store skove, Himmelbjerget og Hjejlen er stærke aktiver. Det samme er ”Danmarks Outdoor hovedstad”, specielt hvis vi får mere konkret indhold fyldt på dette begreb. Også de store events som Regattafesten, Hede Rytmer, bilfestivalen Automania og Riverboat Jazz-festival bidrager til at markere Silkeborg viden omkring. Med hensyn til turistsamarbejde, så er det indtil videre klogt, at den turistmæssige markedsføring af Silkeborg sker i regi af Visit Aarhus. Så når vi længst ud til potentielle turister fra nabolande og andre dele af Danmark. På sigt kan der måske opbygges en endnu mere effektiv markedsføring af vores midtjyske smørhul? I den forbindelse må vi ikke glemme erhvervsturisterne, der i snit bruger 3.300 kr. i døgnet, mens almindelige turister bruger 950 kr. i døgnet.

 Den engagerede debat omhandlede også uddannelse af vore unge, nytænkning inden for kollektiv busdrift, opsætning af solceller på tage frem for at plastre enorme markarealer til, samt sikring af udvikling i både oplandet og Silkeborg. Vi ser nu frem til det det fjerde møde i Tænketanken, der holdes i Gjern den 6. november med social-, handicap- og psykiatriområdet som tema.    

Se slideshow fra Kristian Pihl

Slideshow fra Gregers Pilgaard, Silkeborg Kommune

Slideshow fra Thomas Amstrup, Jyske Bank

Slideshow fra Michael Kamstrup Søndergaard, Kingo