Nyhedsbrev - December 2024
18. december 2024
Kære Venstremedlem i Silkeborg Kommune
Til nytår træder vi ind i et valgår, hvor silkeborgenserne endnu en gang skal til stemmeurnerne til kommunal- og regionsrådsvalget. Derfor har Venstre i Silkeborg Kommune besluttet at udgive et nyhedsbrev med høj frekvens og fokus på aktuelt og relevant indhold. Det første af disse nyhedsbreve sidder du og læser lige nu.
I denne udgave kan du læse indlæg fra bl.a. gruppeformand og borgmesterkandidat Steen Vindum samt byrådsmedlem og folketingskandidat Morten Høgh. Du vil ligeledes kunne se datoer for generalforsamlingerne i de lokale vælgerforeninger samt Kommuneforeningen.
I 2025 vil lignende indlæg om relevante sager i vores kommune blive bragt i nyhedsbrevet - og i et KV/RV-valgår skal der nok være rigeligt med spændende indhold fra hele Silkeborg Kommune.
Redaktionen består af Bjarne Jacobsen, Jacob Vestergaard, Nikolaj Møller Jensen, Jens Jakob Andersen, Helga Sandorf Jacobsen, Steen Vindum og Michael B. Sørensen.
Vi håber, du har lyst til at læse med – god læselyst!
Glædelig jul ønskes af Redaktionen
Indlæg af Steen Vindum
Kære Venstre medlem
Kalenderen fortæller mig, at der nu er under et år til det kommende byrådsvalg, og derfor vil jeg gerne benytte lejligheden til at sige tak til dig for at bakke op om Venstre. De senere år har været udfordrende for vores parti, og nye partier er sprunget ud af det.
Lokalpolitik er noget andet end Christiansborg. Ofte er det langt mindre konfliktfyldt, man kan lave forlig på kryds, på tværs og hen over midten, og vi har for længst gjort op med blokpolitikken.
Vi er godt i gang med at forme vores fremtidige politik, samtidig med at vi får gode aftryk på den førte politik. Det kræver hårdt arbejde i udvalgene - det er dér, de reelle beslutninger tages, og det er her, det er vigtigt at have de gode relationer.
Noget af det, vi arbejder for, er flere valgmuligheder. For ældre: Friplejehjem, mere frit valg og bekæmpelse af ensomhed. For børn og unge: Private tilbud til både pasning og skole, der hvor forældrene ønsker det. Derudover arbejder vi for gode rammevilkår for det erhvervsliv, som både skaber arbejdspladser og og betaler skat til vældfærdsområderne.
I Byrådsgruppen er der godt humør, og jeg er helt sikker på, at vi fortsætter vores positive udvikling og bidrag frem mod valget i november.
Indtil da håber jeg, at du og dine kære får nydt en velfortjent juleferie, så batterierne bliver ladet op til et hæsblæsende 2025.
Glædelig jul og godt nytår!
Kære medlemmer af Venstre i Silkeborg Kommune,
Året går på hæld, og vi ser tilbage på en tid fyldt med engagement og fællesskab. I har alle bidraget til at styrke vores fælles sag og utrætteligt arbejdet for vores lokale værdier. Jeres indsats har gjort en forskel, og vi er stolte af det, vi har opnået sammen.
Denne jul ønsker vi jer varme stunder med jeres kære, fyldt med glæde og hygge. Må denne højtid bringe ro og fornyet energi. Vi håber, I alle får tid til at slappe af og samle kræfter til det kommende år.
Når vi træder ind i det nye år, er vi fyldt med optimisme og håb. Det bliver spændende at se, hvad der sker til Kommunalvalget i 2025 og til det folketingsvalg, som senest skal holdes i sommeren 2026. Disse begivenheder giver os mulighed for at fremme vores politiske mål yderligere.
Vi er også glade for at kunne meddele, at vi den 29/1 arrangerer et besøg på Christiansborg for medlemmerne af Venstre samt andre interesserede. Det bliver en chance for at få indsigt i vores politiske maskinrum og styrke det fællesskab, vi alle værdsætter så højt.
Tak for jeres utrættelige indsats og engagement.
God jul og godt nytår til jer alle og jeres familier. Vi ser frem til et fortsat stærkt samarbejde i det nye år.
Morten Høgh, Byrådsmedlem og Folketingskandidat for Venstre