En stærk økonomi til de kommunale kerneopgaver

7. november 2025

KV25: Silkeborg Kommune er en vækstkommune. Sådan var det i årene 2014–2021, hvor Steen Vindum stod i spidsen som borgmester. Dengang blev der ført en målrettet erhvervsvenlig politik, som resulteredei høj beskæftigelse, markant befolkningstilvækst og en stærk kommunal økonomi.

I disse år ser billedet desværre anderledes ud. Efter valget i 2021 blev der lagt en politik for at begrænse væksten, og konsekvenserne mærkes allerede. 
Befolkningstilvæksten er faldet markant, erhvervsudviklingen går i stå, og Silkeborg er raslet ned ad ranglisten i Dansk Industriserhvervsvenlighedsundersøgelse – fra en flot 2. plads i 2021 til en 13. plads i 2023.

Det er en kurs, som Venstre ønsker at ændre. Vi vil tilbage på sporet med sund vækst, hvor vækst, velfærd og økonomi går hånd i hånd.

Erhvervsvenlighed gav resultater

Da Steen Vindum var borgmester, steg Silkeborg Kommune år efter år i Dansk Industris måling af erhvervsvenlighed:

“Vi gik fra at være blandt de dårligst placerede kommuner til i 2021 at ligge nummer 2 i hele Danmark. Det kom ikke af sig selv – det kom, fordi vi førte en konsekvent erhvervsvenlig politik, hvor vi lyttede til virksomhederne og fjernede unødvendige barrierer. Det gav vækst, arbejdspladser og en stærk kommunal økonomi,” fortæller Steen Vindum.

Den positive udvikling er nu vendt, og Venstre ser det som en hovedprioritet at bringe Silkeborg tilbage blandt de førende erhvervskommuner.

Grundlaget for velfærd

Når befolkningstilvæksten falder, får det store konsekvenser for kommunens økonomi. Med lav vækst mister Silkeborg fra 2027 et årligt statstilskud på omkring 150 millioner kroner, og det vil uvægerligt føre til besparelser på velfærden.

“Hvis vi ikke sikrer en sund vækst, så betyder det, at vi må spare på skoler, dag­institutioner, ældrepleje og andre velfærds­områder. Det ønsker vi i Venstre ikke. Tværtimod mener vi, at sund vækst er den eneste måde, vi kan sikre god velfærd til borgerne – ikke bare nu, men også i fremtiden,” siger Steen Vindum.

Venstre vil derfor arbejde målrettet for, at Silkeborg igen får en befolkningstilvækst markant over landsgennemsnittet.

Målet er 1 pct. vækst fra 2026

For at vende udviklingen sætter Venstre et klart mål: Befolkningstilvæksten i Silkeborg Kommune skal fra 2026 være på mindst 1 pct. om året.

“Det er et ambitiøst, men realistisk mål. Vi ved, at mange mennesker i Aarhus-området kigger mod Silkeborg for at finde en bolig, der passer til deres familie og økonomi. Hvis vi sørger for attraktive boliger, hurtig byggesagsbehandling og et tæt samarbejde med bygherrerne, kan vi tiltrække nye borgere og samtidig sikre, at væksten fordeles balanceret mellem by og land,” vurderer Steen Vindum.

Hurtigere sagsbehandling

En vigtig forudsætning for væksten er, at der kan bygges flere boliger i hele kommunen. Her spiller både lokalplanlægning og byggesagsbehandling en central rolle.

“I dag går det for langsomt. Ventetiderne er for lange, og der mangler kapacitet i planafdelingen. Venstre vil styrke området– både ved at tilføre ressourcer internt og, om nødvendigt, ved at outsource dele af lokalplanarbejdet til private aktører. Det vigtigste er, at vi har den kapacitet, der skal til for at få sat gang i boligbyggeriet,” vurderer Vindum.

En kommune i balance

For Venstre handler sund vækst ikke kun om tal og økonomi. Det handler også om balance mellem by og land, og om at alle dele af kommunen får del i udviklingen.

“Vi ønsker en kommune, hvor væksten kommer alle til gode – både i midtbyen, i omegnsbyerne og i landdistrikterne. Det kræver, at vi tænker helhedsorienteret og sikrer, at der er både boliger, institutioner og erhvervsmuligheder i hele Silkeborg Kommune,” siger Steen Vindum.