Ivan den fantasifuldes budget og troværdighed

25. oktober 2017

Af Peter Nyegaard Jensen, medlem af Silkeborg Byråd (V) og i bl.a. arbejds-markedsudvalget

 Kære Ivan Greve (S), jeg er ked af dit debatindlæg i Midtjyllands Avis den 18. oktober, som med fiktive tal og personangreb på borgmesteren er den politiske debat uværdig.

Reelt oplever vi jo vækst og fremgang. Vi har nusset om de eksisterende virksomheder, vi topper listen med nye iværksætter-virksomheder, og vi gør os lækre for at tiltrække nye udefra.

Vi har fået mange nye jobs, vi har fået mange ledige i gang, og vi nærmer os fuld beskæftigelse. Af regnskaberne kan du se, at vækst og fremgang har øget kommunens skatteindtægter siden jeres socialdemokratiske borgmester blev fyret og til nu med mere end 400 Mio kr. Penge, der netop er brugt til velfærd og til genopbygning af den kassebeholdning I formøblede.

Da I havde flertal, brandbeskattede I med høj kommuneskatteprocent, grundskyld og dækningsafgift. Selv med ”fuld skrue” på skatten, levede I over evne, så kommunen var ved at blive sat under statslig administration.

Efter blot fire år, har vi vendt den kommunale skude.

En meget væsentlig årsag til den markante fremgang er, at vi nu samarbejder med vore virksomheder. At vi imødekommer dem med hurtig byggesagsbehandling, infrastruktur og erhvervsfremme generelt.

Jeg kan i øvrigt oplyse, at Ivan i Arbejdsmarkedsudvalget måtte sande, at man ikke skaber mere velfærd ved blot at nusse om de ledige. Ivan måtte også sande, at man ikke når målene ved ”med magt at udføre Guds vilje” og påtvinge vore virksomheder uddannelses- og socialklausuler, der hører en russisk zartid til.

På trods af Ivans udvalgsformandsskab, har vi gjort mange ledige glade for et nyt job, og det har frigjort mange millioner til anden velfærd i kommunen. Det arbejde vil jeg gerne fortsætte.

Med reference til Ivans cirkus-kommentar, så håber jeg, at han i den kommende byrådsperiode får mere tid til sin private passion for dilletant-teater.