Hvem skal styre sundhedsvæsenet i fremtiden?

10. september 2017

Palle Quistgaard, Borresøvej 4, Sejs. Kandidat (V) til regionsrådet i Region Midtjylland

Det er en meget alvorlig kritik af sundhedsvæsenet i Region Midtjylland Johnny Heinmann fremfører i læserbrev den 9. september 2017 i MJA.

Mere end hver fjerde kræftpatient bliver ikke behandlet til tiden, selv om alle ved, at netop rettidig behandling af kræft er livsvigtig. Det gør det endnu værre, at det åbenbart er en viden, der har været til stede i længere tid uden der er blevet skredet ind.

Det er helt uantageligt – det samme er de øvrige forhold, der peges på i læserbrevet. Overskriften i brevet er, at Regionerne ikke er svaret på fremtidens sundhedsvæsen, men der gives ikke antydning af svar på, hvem der så skal styre sundhedsvæsenet i fremtiden.

For mig er det ikke afgørende, hvem der styrer sundhedsvæsenet. Det afgørende er, at patienterne kan regne med at få den bedst mulige behandling. Jeg er åben overfor andre måder at styre sundhedsvæsenet på end den nuværende igennem regionerne. Men skal der ændres, skal det være til en styreform der er bedre end den nuværende.

Jeg ser gerne en øget brug af privathospitaler. Det kan være inspirerende, være med til at øge kapaciteten og give en vis konkurrence til det offentlige system.

En model man ofte hører er, at staten skal overtage styringen fuldstændigt. Det er ikke en model jeg tror på. Jeg har ikke erfaring for, at ting bliver bedre af at blive overflyttet til staten og det lokale demokratiske element vil gå fløjten.

Regionerne er ikke fejlfrie, men jeg mener de i det store og hele har gjort det godt siden de blev dannet. I hvert fald skal de ikke afskaffes før vi har noget bedre på banen.